’Skal du skrive en ny udgave af den samme bog?’ – Hvorfor dog? Begravelser er vel grundlæggende det samme som altid??
Well, begravelsesskikke, feltets produktudvikling og rammer for begravelser bevæger sig selvfølgelig i relativt adstadigt tempo; ingen urneproducent leverer otte årlige kollektioner, se de nye must-have-farver – og samfundsmæssigt sker der overraskende lidt på feltet.
Men noget er der sket, siden første udgave af min bog udkom en smuk septemberdag i 2016. For det første er døden blevet mere synlig – og ikke kun fordi vi havde en pandemi. Vores statsminister har fx nedsat et udvalg, som skal arbejde med ’værdig død’, altså arbejde med tiden frem til sidste udånding og evt. nye regler for aktiv dødshjælp. Lige dét spørgsmål overlader jeg gladeligt til andre, konstaterer, at jeg i den grad savner, at ’værdig død’ også inkluderede en statsministeriel interesse for det, der ligger efter sidste udånding. Har vi de rigtige rammer – lovgivningsmæssigt, fysisk og organisatorisk – for, at vi får begravelser, der føles meningsfulde og lindrende, frem for begravelser, der udløser stress og unødig sorg oven i den sorg, som dødsfaldet i sig selv udløser? Dét spørgsmål glæder jeg mig til bliver genstand for et udvalgsarbejde – og stiller mig naturligvis gerne til rådighed …
Nå, men otte år: Hvad er der ellers sket: Vores mere jordnære rammer har faktisk udvidet sig, siden første udgave af min bog udkom: Vi har i Danmark fået en ny type begravelsesplads, nemlig skovbegravelser ved danske godser. Hold tungen lige i munden her, vi har i årtier haft skovkirkegårde. Altså kirkegårde, som i lidt varierende grad er en skov eller er et område af skovagtigt tilsnit i forlængelse af en mere traditionel kirkegård. Skovkirkegårde er som andre kirkegårde drevet af enten Folkekirken eller den stedlige kommune. De nye skovbegravelsespladser er derimod drevet af et firma, et aps. som varetager begravelsespladser i skove ved godser landet over. Der kommer løbende flere til, så interesserede kan holde øje med udviklingen på skovbegravelser.dk. Jeg skal selv snarligt ud og kigge på mulighederne og overveje, om det et hul i baronens skovbund er rette sidste hvilested?
Og begravelsesskikke, ændrer de sig på otte år? Reelt kan ingen vel svare på det spørgsmål, vi har nemlig ikke systematiske undersøgelser af, hvordan vores begravelser og bisættelser foregår. Er der fx hold i min fornemmelse af, at flere gerne vil stå for mere selv? Eller er det tilfældigt, at jeg har den opfattelse, udløst af, at jeg evigt interesserer mig for feltet? Tja … Men noget ved vi selvfølgeligt – fx om, hvor mange der ikke begraver under Folkekirkens tag. I København er det hver tredje, sidst jeg tjekkede efter hos Danmark Statistik. Vi ved også, hvor mange der søger om askespredning og askedeling. Men det tal siger reelt ikke noget, om hvad der så efterfølgende sker. Spredes al aske så over åbent hav? Fra en urne, som ifølge danske regler ikke må nedsænkes, men skal tages med hjem (og bruges til hvad?)?
Eller foregår der i stedet civil ulydighed derude? Så urnen ved et frygteligt uheld kommer med hele vejen op til ødegården, hvor den finder sin endelige hvile under en stor sten? Noget ikke-regelret sker der, det mener jeg at vide – men ville selv hellere have, at vi havde de rigtige regler, regler, som passer til vores ønsker til fremtidens gode begravelser. Sådan ville det ikke være så meget op til de enkelte grupper af efterladte at enten blive stressede af lovbrud eller forsøge at regne ud, om deres måde at tage afsked fx kan blive en ubehagelig oplevelse for andre? For er det ok at sprede asken i en skovbund, når din gamle onkel havde udpeget det område – selvom stien fyldt med børnehavebørn viser sig at gå lige igennem?
Sidste emne står tydeligt: Produktudvikling er der sket, på adskillige fronter endda. Personlig har jeg fx fået ny favoritkiste. Hvis jeg var død i går, så ville jeg gerne hvile i Anker Baks kistedesign. Kisten hedder RO, asketræet er synligt både ude og inde, en smuk finér, mens materialet mellem asketræet er birk. Så kisten er let og stærk –en fordel for mine efterladte – og føles for mig meget rigtigere end hvidbemalet spånplade. Men er kisten ikke frygtelig dyr? Hm, det synes jeg ikke og da slet ikke sammenlignet med andre designerprodukter. Men vi er selvfølgelig foreløbig ikke dér, hvor jeg kunne købe den på afbetaling. Kisterne bygges i Tommerup på Vestfyn, et produktionssted, jeg besøgte under arbejdet med første udgave af bogen, også det føles glimrende. Det var i øvrigt her, at den daværende direktør sagde: ’Jeg møder en del, som siger, at de ikke vil være til besvær, når de er engang er døde. Sådan har jeg det ikke. Jeg vil da gerne være til besvær. Mig må I gerne jordbegrave. I dobbelt dybde, tak’.
En udgivelsesdato for Begravelse for begynder 2.0 ligger endnu ikke klar. Men stay tuned, datoen annoncerer her!